Kategoriarkiv: Nyhedsbreve

Opdatering af Corona retningslinjer

Klubbens Corona retningslinjer er opdateret og der gælder indtil andet meldes ud. Næste lempelse  fra myndighedernes side forventes allerede 21. maj.

Læs og følg venligst retningslinjerne. Bistrup Sogn var tæt på nedlukning for nyligt, og situationen i Hørsholm taler for sig selv. Og hvad vigtigst er, retningslinjerne lægger ingen væsentlige begrænsninger på vores roning på vandet..

Vi har i bestyrelsen valgt at følge kommunens retningslinje for brugen af klublokaler, selv om den er mere restriktiv end det der kommer fra organisationerne, og selv om den ikke nødvendigvis er særlig logisk.

Klublokalet må IKKE bruges til sociale arrangementer som f,eks kaffedrikning, men gerne til motion (med Coronapas/negativ test , stikprøve kontrol og begrænset holdstørrelse).Kaffedrikning o.l. henvises til balkonen eller forpladsen.

Toilet og omklædning må igen anvendes med en begrænsning i antallet af samtidige brugere.

Nyhedsbrev Nr. 5

Generalforsamlingen
Generalforsamlingen blev gennemført på udmærket vis på Zoom med deltagelse af 36 af klubbens medlemmer. Referatet samt alle bilagene ligger nu på klubbens hjemmeside. Blandt nye initiativer bliver, at vi nu går i gang med at lave en Facebook gruppe til arrangering af inriggerture på eget farvand, og en ”bådstrategi” for klubben. Det sidste indebærer overvejelser omkring hvilke bådtyper vi skal satse på, og hvordan vi, i lyset af dette, udnytter den begrænsede plads i bådhallen bedst muligt.

Corona situationen
Vi ser frem til gradvist at kunne lempe restriktionerne fra og med 6. maj, men endnu ved vi ikke, hvad de kommer til at omfatte. Ikke kun de overordnede retningslinjer bliver vigtige. Det lokale smittetryk kommer også til at få indflydelse på, hvilke lempelser, som kan tillades. Det er nu tilladt, med Coronapas, at bruge klublokalet til motion for op til 10 personer ad gangen for 70 + medlemmer. Sociale aktiviteter i klublokalet er som udgangspunkt ikke tilladt. Kaffen må dog gerne brygges i køkkenet, hvor der må opholde sig maksimalt 2 personer.  Indtagelse af kaffen, kan foregå på balkonen for grupper på op til 10 personer. Der må således maksimalt være 10 personer på 1. salen – balkon og lokale til sammen. Reglerne om afstand, afvaskning af kontaktflader og ”afspritning” er fortsat gældende.

Svømmeerklæringen
Svømmeerklæringen ligger nu klar ved ro-computeren til alle medlemmers underskrift. Husk at medbringe egen kuglepen og husk efterfølgende ”afspritning” af hænderne. Uden underskrift, INGEN roning. Kravet er 300 meter for inrigger roning og 600 meter for kajak og sculler roning.

Roskolerne
Fast-track forløbet for 6 nye kajakroere med eksternt EPPP 2 kurset er kommet godt igang, men vil strække sig ind i maj måned. Kajakskolen er startet 29. april med 10 deltagere, og roskolen er på vandet første gang 8-9. Maj.  Der er 10 deltagere på roskolen, det højeste i mange år, og med aldre i den yngre del i forhold til klubbens nuværende aldersfordeling. Der vil være ”run” på kajakkerne tirsdag og torsdag aften, og på inriggerne mandag og onsdag aften. Tag godt imod de nye medlemmer. Vi ved hvor svært det kan være at finde ”fodfæste” i klubben som nyt medlem.

Det laminerede rokort
De laminerede rokort, der kun laves for inrigger roerne er nu gennemgået, og der er lavet kort til de nye inrigger roere til brug efter frigivelse. Kontakt kommunikation@birkerod-roklub.dk hvis der er behov for ændringer.

Kajakroning
Fællesroningerne mandag og onsdag aften med start fra maj måned er slået op på Facebook gruppen. Husk tilmelding,

Inriggerroning
Fællesroningerne for inriggerne starter kl. 18.30 her i maj måned. Mandag og onsdag aften vil der være brovagter til stede.

Arbejder på Furesøen
Iltslangerne på bunden af Furesøen skal repareres i perioden 4-14. maj. I den periode vil der være aktivitet på vandet af større fartøjer. Hold god afstand til disse.

Birkerød Ro- og Kajakklub/Niels Ørnbjerg

1. maj 2021

Indkaldelse til Generalforsamling

Hermed fremsendes den endelige dagsorden, samt bilag, til den virtuelle generalforsamling.

Et af bilagene er en introduktion til brugen af Zoom. Invitationen til Zoom mødet fremsendes til de til generalforsamlingen tilmeldte medlemmer på mandag den 26. april.

På grund af online formatet har vi besluttet, at de to beretninger IKKE forelægges mundligt. Derfor bedes I læse beretningerne grundigt og forberede spørgsmål. De vil så blive besvaret af bestyrelsen.

Endelig dagsorden til generalforsamling 2021 i Birkerød Ro- og Kajakklub
Beretning til generalforsamling 2021 for perioden frem til 23. februar 2021
Beretning til generalforsamling 2021 for perioden fra d. 24. februar til 27. april
Forelæggelse af det reviderede regnskab
Aktivitetsplan 2021 (bilag 6)
Regnskab 2020
Budget 2021

Ved generalforsamlingen har alle deltagere hver en stemme, og hver deltager kan medbringe en, og kun en, fuldmagt. Fuldmagter skal inden mødet fremsendes til kommunikation@birkeroed-roklub.dk.

Nyhedsbrev nr. 1, 2021

Udsættelse af generalforsamlingen
Som en konsekvens af den fortsat alvorlige Corona-situation, og deraf afledte påbud og anbefalinger fra såvel sundhedsmyndighederne som idrætsorganisationerne, udsættes klubbens 2021 generalforsamling. Vi stiler mod at kunne afholde generalforsamlingen den 27. april 2021. Bestyrelsen vil i mellemperioden fungere som et “forretningsministerium”, og vil administrere i henhold til seneste generalforsamlings beslutninger.  Dette indebærer bl.a., at der vil blive opkrævet samme kontingent som i 2020. Opkrævningerne udsendes i begyndelsen af marts.

Renovering af bade- og omklædningsfaciliteter
Renoveringen af de to toiletter på første sal, og opfriskningen af herrernes omklædningsrum, igangsættes nu, og vil løbe over de næste 4-5 uger. Herretoilettet vil være åbent i perioden, og vil skulle bruges, om nødvendigt, af begge køn.

IT-kyndig til bestyrelsen
Efterlysningen i sidste Nyhedsbrev af et medlem med IT kompetence til den kommende bestyrelse har været resultatløs. Vi søger således fortsat efter en person med kompetence inden for og interesse i IT. Opgaverne vil bestå i at være ansvarlig for computeren i bådhallen, at være superbruger på Rokort.dk, evt. programmere udtræk fra rokort.dk, at administrere mail-adresserne@birkeroed-roklub.dk og at være sekundant på hjemmesiden. Henvendelse til  Niels Ørnbjerg.

Den daglige roning
Vi kan fortsat ro efter de tidligere udmeldte retningslinjer, nu suppleret med et afstandskrav på 2 meter og et forsamlingsloft på 5 personer. Det maksimale antal personer i bådhallen er 3. Brug af mundbind i bådhallen og ud- og hjemskrivning af turen på mobil eller hjemmecomputer anbefales. Husk at respektere bådreservationerne, og husk at låse portene til bådhallen med palen.

Der har været lidt uklarhed omkring retningslinjernes definition på et roteam.  Et roteam defineres som en boble på op til 5 roere. Indenfor boblen kan man kombinere frit og f.eks ro 2+ med forskelligt sammensat besætning.

Birkerød Ro- og Kajakklub/Niels Ørnbjerg

10. januar 2021

Vi genoptager roning

23.dec:  Vi har været i kontakt med Holte Roklub og Furesø Roklub, og Rudersdals Kommune er nu indforstået med, at vi genoptager roningen. Smittetrykket er jo fortsat højt, så det er selvsagt afgørende at følge retningslinjerne for adfærd og behandling af materiellet.  Klik her for at læse de opdaterede retningslinjer for kajak og inrigger.  Omklædning og bad må ikke benyttes, der skal roes i faste rohold med op til 5 personer,  der må maksimalt være 3 personer til stede samtidig i bådhallen, og brug af mundbind eller visir i bådhallen anbefales.

Pas godt på Jer selv og hinanden. Og en glædelig jul og et godt nytår.

Nyhedsbrev nr. 14

Corona-situationen
Vi opretholder lukningen af alle aktiviteter, såvel indendørs- som udendørs, indtil videre. Baggrunden er det meget høje og stigende smittetryk i omverdenen, herunder i Rudersdal Kommune; et smittetryk som kan frygtes at stige yderligere hen over julen. Vi lægger vægt på Kommunens anbefaling til idrætsforeningerne om nedlukning af alle aktiviteter og ikke mindst borgmesterens bekymrede og alvorlige budskab og henstillinger, herunder lukningen af kommunens udendørs idrætsfaciliteter. Forsigtighedsprincippet må gælde- ”hellere en restriktion for meget end en for lidt”.

Vi følger udviklingen nøje, og ser på konkrete modeller for en genåbning, når det måtte skønnes forsvarligt. Vi konsulterer i den forbindelse med relevante personer og organisationer samt kommunen.

Medlemmer, der ønsker at afhente egen kajak, kan kontakte et medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsen
Da Pernille Vedsted ikke genopstiller til bestyrelsen ved generalforsamlingen i februar 2021, er der brug for en efterfølger til at varetage hendes opgaver. Vi søger derfor efter en person med kompetence inden for og interesse i IT. Opgaverne vil bestå i at være ansvarlig for computeren i bådhallen, at være superbruger på Rokort.dk, evt. programmere udtræk fra rokort.dk, at administrere mail-adresserne@birkeroed-roklub.dk og at være sekundant på hjemmesiden.

Derudover vil overvejelser om nye digitale løsninger i klubben også være en del af jobbet. Arbejdet med persondataforordningen er også placeret her. Henvendelse til  Niels Ørnbjerg.

Renovering af bad- og omklædningsfaciliteter
Med et flot tilskud fra kommunen gennemføres i januar og februar måned en omfattende renovering af de to toiletter på første sal, og herrernes omklædningsrum bliver frisket op. Det forventes at projektet kan gennemføres på trods af en mulig fortsat coronalukning.

 Ændring i låsesystemet
Der har været flere tilfælde af, at medlemmer har oplevet, at døren til klubhuset har stået ulåst, hvor dette ikke har været hensigten. For at mindske risikoen for dette fjerner vi nu muligheden for at sætte låsen til at være åben. Det vil  således ikke længere være muligt at sætte døren til at være ulåst. Brug  i stedet klokken. Vejledningen til låsesystemet er blevet opdateret, se under menupunkt Husorden.

 Bådvedligeholdelsen
 Klubben er jo i den heldige situation, at vi har et dedikeret team, der hen over vinteren sørger for, at materiellet får en kærlig hånd. I år er der specielt fokus på 4+ bådene.  Når vi kommer igang efter Corona lukningen  vil vi kunne godt bruge flere medlemmer, og gerne sådanne med en vis håndværksmæssig snilde, til dette meget vigtige arbejde. Henvendelse kan rettes til Jens på materialeforvalter@birkeroed-roklub.dk. Det dur jo ikke, at vi skal have for mange ”Må ikke benyttes” skilte i brug.

Standerstrygningen og arbejdsdagen
Såvel standerstrygningen som arbejdsdagen gik fint på trods af ændringerne i den måde, de blev gennemført på. Der var flot fremmøde ved standerstrygningen, og de der gik glip af formandens tale kan læse denne på hjemmesiden. På arbejdsdagen deltog 15 medlemmer, og det der var planlagt blev klaret. 

Vinterroningen
Der kom rigtig godt gang i vinterroningen på både inrigger- som kajaksiden inden nedlukningen.  

Generalforsamlingen i 2021
Generalforsamlingen vil i 2021 finde sted tirsdag d. 23. februar. Meget mere herom vil følge, men sæt allerede nu kryds i kalenderen. Vi prøver at låne/leje lokaler ”ude i byen” så vi kan have flere deltagere end det der er muligt i klublokalet. Meget vil selvfølgelig afhænge af corona situationen til den tid.

God jul og godt nytår
Bestyrelsen ønsker alle en god jul og et godt nytår. Alt andet lige er BRK kommet  godt gennem et udfordrende 2020.  Tak til alle som har bidraget hertil.

Balkontale ved standerstrygning

Ved afslutningen af forrige sæson kunne vi glæde os over, at det da vist havde været den bedste sæson i klubbens historie. Medlemmerne havde tilbagelagt flere kilometer på vandet end nogensinde før. Der var kommet mange nye medlemmer til; de gamle medlemmer havde holdt ved; økonomien var god; materiellet var i orden. Alle var glade.

Sådan så det ud tilbage i februar i år. Det var før vi vidste hvem Søren Brostrøm og Kåre Mølbak var. Da vi stadig brugte ordene lukke og åbne, før det blev til lukke ned og åbne op.

En måned senere så det hele anderledes ud, også for denne klub. Ja, vi måtte jo lukke (ned), for al klubaktivitet et pænt stykke tid. Men vi kom i gang igen. Og det er vel gået bedre, end man turde tro og håbe.

Vi har passet godt på hinanden og os selv – og rengjort materiellet, og derved undgået smittespredning her i klubben. Lad os blive ved med det.

Kilometerstatistikken siger, at vi har tilbagelagt over 39.000 kilometer. Ti roere har opnået guld- eller sølvnål. Nålene bliver overrakt lige om lidt.

Medlemsoversigten viser, at der lige omkring 200 medlemmer. Regnskabet viser, at det stadig står fint til. Ja, der bliver endda råd til et større renovationsarbejde indendørs i løbet af vinteren.

I et normalt år kunne jeg nu opfordre til flittig brug af klubbens indendørs træningsudstyr i vintersæsonens løb. Men ikke i år. Der vil være temmelig skrappe begrænsninger. Der må højst være 10 personer til stede ad gangen, og der kan ikke gennemføres selskabelige arrangementer.

Arbejdsdagen  i morgen bliver heller ikke hvad den plejer at være, men den gennemføres dog.

Alt sammen trist nok, men lad os nu ikke henfalde til på forhånd at se det som “vort mismods vinter”.  Vi får nok en mild vinter igen med gode muligheder for at komme på vandet. Og bagefter bliver det forår og derefter “en prægtig sommer”.

Når det gælder om at bevare humøret, er ingen så god at have for hånden og ved siden af sig som netop Ole, der står her og er klar til at tage klubbens stander ned.

—-

Hurra for denne dejlige klub. Tre korte og tre lange!

Formand Carsten Nilaus Pedersen