Nyhedsbrev nr. 8

Sankthansbål
Klubben afholder som sædvanligt Sankthansbål den 23. juni.
Båltalen holdes af Axel Bredsdorff, medlem af Kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune for Lokallisten.
Fakkelbådene ror ud kl 21.30, båltalen holdes kl. 21.50, og bålet tændes ca. kl 22.00.
Derefter er der fællessang med kor. Vi bør være til rådighed for en snak om glæden ved roning. Vi arrangerer ikke salg af hverken mad eller drikkevarer, da indsatsen langt fra matches af indtjeningen.

De unges hærgen
Rudersdal kommunes gadeteamskoordinator Per Eriksen har aflagt besøg ved klubben, hvor han er blevet orienteret om problemerne med larm og ballade og efterladt affald. Som bekendt har disse problemer tidligere været drøftet med Nordsjællands Politi, der har lovet at tage hånd om problemet i samarbejde med kommunen. Per Eriksen har venligt givet tilsagn om, at vi altid kan kontakte ham telefonisk i tilfælde af uro og ballade. Hans telefonnummer er 72 68 59 18.

Affaldsproblemet
Vi er i kontakt med kommunen i håbet om at få en langsigtet og holdbar løsning på det affaldsproblem, der skyldes offentlighedens brug af klubbens arealer. Der foreligger jo nok ingen løsning i morgen, så vi kommer ikke uden om at rydde op.

Nye køle- og frysefaciliteter
Køleskabene er blevet udskiftet med 3 nye køleskabe og en fryser. De nye skabe betyder en meget væsentlig reduktion i elforbruget og dermed en besparelse over tid. Og så løber vi nok heller ikke tør for kolde øl og sodavand…..

Hejseværket
Installeringen af hejseværket er færdig på bassinsiden. Men dette er bestemt endnu ikke tilfældet på den anden side. Her mangler en del, før systemet er fuldt funktionsdygtigt. Så udvis venligst tålmodighed. Arbejdsgruppen gør et kolossalt stort arbejde. ”Kørekort” til brug af hejseværket kan kun erhverves af korttursstyrmænd, og først efter modtaget instruks.
Jens Galatius vil instruere i hejseværkets brug på følgende tidspunkter: Mandag 24.6 og torsdag 27.6, begge dage kl 18.00, samt onsdag 26.6 og torsdag 27.6, begge dage umiddelbart efter formiddagsroningen.

Maling af balkonen
Balkonen males fra tirsdag 18.6 til torsdag 20.6. Her vil den så ikke kunne bruges.

Klubtøj
Hvis behovet eksisterer, vil bestyrelsen gerne iværksætte en produktion af klubtøj. Der vil blive tale om vest, poloshirt med lomme og kasket. Økonomien hænger kun sammen, hvis der er en rimelig afsætning. Er der det? Hvis interresseret, send venligst en mail til kassereren, Torben Gunge på kasserer@birkeroed-roklub.dk, med angivelse af hvilke(n) beklædningsgenstand(e), der er interesse i.

Låsesystemet
Enkelte har oplevet knas med systemet, hvilket nok skyldes funktionen med at holde døren ulåst ved 2 gange brug af brikken. Denne mulighed indskrænkes nu til onsdag og torsdag formiddag mellem 9.00 og 13.00. Dette burde løse de fleste problemer. Se iøvrigt den brugsanvisning, der hænger på opslagstavlen.

Vandskibanen
Bøjerne ligger stadigvæk ikke som de skal på trods af flere henvendelser fra os. Formanden for Holte Roklub, der allerede i i kontakt med vandskiklubben omkring skæring af bredvegetationen, har overtaget sagen.

Svømmeerklæringen
Det kan da ikke passe, vel, at enkelte stadigvæk mangler at underskrive svømmeerklæringen? Listen, hvorpå man underskriver, ligger ved ro-computeren. Husk lige hinanden på, at der SKAL skrives under.

Langtursplanlægning
Med hilsen fra Vagn: Der er et naturligt ønske om at kende datoerne for langture i god tid før de gennemføres. Derfor har jeg nedenfor skitseret de langture, der er på tegnebrættet for resten af sæsonen. Vær venlige at betragte dem som foreløbig information og vær venlige ikke at melde jer til før langturene slås endeligt op med detaljer.
I 2019 har vi gennemført 2 ture, nemlig Københavns Havn søndag den 12/5 og Roskilde Fjord mandag den 27/5. Der planlægges derudover følgende langture:
 Præstø søndag d. 7.juli – fjorden rundt.
 Kastrup mandag d. 22. juli – en omvej til Dragør, frokost på Dragør Bistro (for egen regning), retur til Kastrup.
 Gilleleje søndag d. 11. august.
 Mandag/tirsdag d. 19/20 august Nivå (er slået op).
 Mandag d. 21. oktober Fredensborg, løvfaldstur på Esrum Sø.
Men igen, der er tale om planlægning, og der kan komme ændringer inden turene slås endeligt op. Det er målsætningen, at opslagene skal komme senest 2 uger for turen.

Ro- og kajakskolerne
Disse er godt igang med mange deltagere og stor entusiasme. Fem af inriggerkaninerne er allerede frigivet og flere følger snarest. Kajakskolen afsluttes tirsdag 25.6, hvor samtlige deltagere forventes frigivet.
Husk som ”gammel” medlem, at det kritiske tidspunkt for nye medlemmer er perioden umiddelbart efter frigivelse. Tag godt imod de nye, inviter på ture, og bak op omkring de åbne roninger. For kajakroernes vedkommende er Facebook gruppen et godt redskab.