Nyhedsbrev nr. 4 – 26. maj 2014

Sociale arrangementer

Den første grillaften forløb fint med 20 deltagere. Den næste grillaften finder sted onsdag den 4. juni. Tilmeldingsfristen er søndag den 1. juni. Der anvendes den tilmeldingsblanket, der findes på hjemmesiden under Nyheder. Salat og brød købes i klubben for 25 kroner. Deltagerne medbringer selv kød, fisk eller andet til grillen.
Senere på sommeren arrangerer klubben, i samarbejde med sejlklubben, både Sct. Hans fest (23. juni) og sommerfest (9. august). Reserver gerne allerede nu disse datoer. Mere følger i senere Nyhedsbreve.

Bestyrelsen vil her anmode medlemmerne om hjælp til gennemførelsen af disse større arrangementer. Kontakt gerne Jette Vestergaard.

 

Klubtøj

Klubtøj kan bestilles hos Jette Vestergaard på telefon 29827551. Udbuddet består af T-shirt, Polo-shirt, vest og kasket. På klubtøjet har vi valgt at fastholde klubbens navn som Birkerød Roklub. Priser og størrelser kan ses på hjemmesiden under Info/Klubtøj.

Prøv nyt rovand med DGI Havkajakinstruktør

Mandag den 16. juni er klubben vært for denne aktivitet. Kajakroere fra andre klubber i Nordsjælland er inviteret til at prøve Furesøen som rovand. Gæsterne medbringer selv egne kajakker. Se mere på plakaten i klubhuset og på hjemmesiden under Nyheder. Her findes også tilmeldinsblanket for klubbens medlemmer. Der er kun 8 klubkajakker til rådighed, så hurtig tilmelding tilrådes.

Birkerød-roer i Friluftsrådet

Tillykke til vores klubmedlem Mogens Kirkeby med udnævnelsen som nyt medlem af Friluftsrådets bestyrelse. Mogens er præsident for den internationale breddeidrætsorganisation ISCA, bestyrelsesmedlem i DGI Storkøbenhavn, og medlem af DGI’s hovedbestyrelse. Mogens har i alle sine funktioner fokus på at få flere til at dyrke friluftslivet. Dette indebærer f.eks indtænkning af natur og friluftsliv i byplanlægning, samt afvejning af balancen mellem beskyttelse og udnyttelse af naturen. På det mere jordnære plan har Mogens i år været meget aktiv i forhold til rekruttering af nye medlemmer til klubben.

Roskolerne

Klubbens nye medlemmer møder op med stor entusiasme på de faste rotider mandag og onsdag. Der er mange inriggere på vandet, og stativet til opbevaring af kajakkerne står tomt tilbage. Det er rigtigt godt at se, og tegner godt for fremtiden. De nye roere nærmer sig hastigt deres frigivelse. Tag godt imod de nye roere efter deres frigivelse. Den første tid efter frigivelsen er den mest kritiske i forhold til fastholdelse.

Vi ses på Furesøen. Se altid vejrudsigten og husk at vi ikke går på vandet, hvis der er varsel om tordenvejr. Og vindretningen er jo ikke ligegyldig. Selv i frisk vind er der rimeligt roligt vand på nord bredden, når vinden kommer fra nord.

Niels Ørnbjerg